Spidsen

Af Henrik Sass Larsen, politisk ordfører

Så slap den løs igen – den indre Venstreløve, som så mange liberale ellers - modvilligt - forsøger at tøjle.

Nu gælder det kommunale udbud.

Kommunerne skal nemlig tvinges til at sende flere ting i udbud, når det gælder børnepasning, folkeskole og ældrepleje. Procenten skal øges med 1 procent fra år til år.

Og hvorfor så det? Hvorfor mener de såkaldte liberale ikke, at kommunerne selv kan finde ud af det?

Fordi det er ideologi for Venstre. Troen på at det private altid er bedre eller modviljen overfor det offentlige – vælg selv.

Langt de fleste kommuner har en meget pragmatisk tilgang til sagen. Nogle gange er det en god ide – andre gange ikke. Og alle kommuner ved godt, at hvis man bliver tvunget til at lave en masse udbudsmateriale med det forstemmende resultat, at ingen private byder – så er der bare tale om en ren udgift for skatteyderne.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Man skulle tro, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) overhovedet ikke har fulgt med i de seneste 10 års skoledebat, når han hiver ældgamle V-forslag op af mølposen om folkeskolen som niveaudeling i A- og B-klasser og offentliggørelse af nationale testresultater, så man kan rangordne elever, klasser og skoler.

Det siger Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini.

- For det første bryder han folkeskoleforliget, hvor vi for bare tre år siden indførte nationale test med det udtrykkelige formål, at de ikke skulle bruges til meningsløse og ødelæggende rangordninger mellem skolerne. For det andet siger offentliggørelse af nationale testresultater intet om skolernes evner til at give god undervisning. Nationale test skal bruges som et pædagogisk redskab til at løfte den enkelte elevs faglige mål. Derfor er der fuld fortrolighed over testresultaterne her i Danmark, men det er åbenbart også gået hen over hovedet på statsministeren, siger Christine Antorini.

Hun peger bl.a. på, at det i USA og England, der bruger test til skolerangordning, har skabt stor social ulighed mellem skolerne og eleverne.




 

- Resultatet er, at fagligheden er faldet, uligheden forøget, og de ressourcesvage elever er blevet de store tabere. Det er deprimerende, at statsministerens indsigt i folkeskolen ikke rækker videre end tiltag, som alle eksperter - inklusiv regeringens eget Skoleråd - peger på vil være ødelæggende for fagligheden og fællesskabet i den danske folkeskole, siger Christine Antorini.

Se Christine på Socialdemokraterne-tv.dk

 

 

 
 
 
 
 

I næste uge går Socialdemokratiets græsrødder på kampagne mod VKO’s skæve skattereform.

Landet over er Socialdemokratiets græsrødder i næste uge på kampagne. Det samme er to af partiets profiler, Mette Frederiksen og Nick Hækkerup, der kører landet tyndt for at mobilisere socialdemokrater og sætte fokus på VKO’s skæve skattereform.

- Vi går på kampagne med spørgsmålet: Hvem skal ha' en hånd – bankdirektøren eller lønmodtageren? Det er nemlig forskellen på de borgerlige partier og Socialdemokratiet. De mener, at det er bankdirektørerne og millionærerne, der skal have en hånd gennem krisen. Vi mener det er almindelige lønmodtagere, siger Nick Hækkerup, Socialdemokraternes næstformand.

Socialdemokraterne vil ikke rulle regeringens skattelettelser til almindelige lønmodtagere tilbage. Til gengæld skal der indføres en millionærskat. Den skal betales af det, man tjener over en million kroner om året.

- De borgerlige tror fortsat på, at bare de rige bliver rigere, så skal det nok gå. Men det holder ikke. For os at se er der ingen tvivl om, at det er det store, store flertal af almindelige lønmodtagere, der skal arbejde Danmark ud af krisen, siger Nick Hækkerup.

 

Over hele landet kan jobcentrene melde om flere og flere ledige i disse måneder. Og det er ikke kun i virksomhederne, at fyresedlerne sidder løst. Nu er der også fyringer i de kommunale jobcentre i hele landet.

- Jeg er forarget over, at der nu kommer omfattende fyringer i de kommunale jobcentre, samtidig med at ledigheden stiger, siger Socialdemokraternes gruppeformand Carsten Hansen.

Han understreger, at der sker en sammenblanding af jobcentrenes økonomi med den øvrige økonomi i kommunerne, og da kommunerne er hårdt ramt økonomisk, går det også ud over jobcentrene.

Carsten Hansen kræver, at beskæftigelsesminister Inger Støjbjerg (V) kommer med en redegørelse for fyringerne i de kommunale jobcentre.

- Det er helt urimeligt, at kommunernes trængte økonomi kommer til at gå ud over de ledige, siger Carsten Hansen.

 

 

 

 
Redaktør: Henrik Sass Larsen, Socialdemokraterne, nyhedsbrev uge 4 - 2010, Nr. 3
Ønsker du at afmelde dette nyhedsbrev? - Afmeld her

Bookmark and Share