Spidsen

Af Henrik Sass Larsen, politisk ordfører

Berlingske Tidende bragte først på ugen en interessant Gallup-måling.

Målingen viser, at 29 procent af befolkningen mener, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti har fået større indflydelse, efter Lars Løkke Rasmussen har afløst Anders Fogh Rasmussen.

Med andre ord: Pia Kjærsgaard svinger taktstokken.

Jeg er ikke overrasket.

Det er åbenlyst, at Dansk Folkeparti i stigende omfang bestemmer og er blevet en slags overdommer i det borgerlige Danmark.

En af forklaringerne er, at Løkkes autoritet er svækket, fordi han ikke har sit eget mandat.

Mere trist er det, at DF’s voksende indflydelse betyder, at vi ikke får løst de reelle problemer.

Et par eksempler:

Integrationspolitikken fungerer ikke. Og de økonomiske problemer bliver ikke taget alvorligt, fordi Dansk Folkeparti trækker regeringen rundt i manegen med pseudoproblemer, der mest af alt har til hensigt at markedsføre DF i medierne.

Desværre ser tingene ikke ud til at ændre sig – tværtimod:

Dansk Folkeparti vil i stigende grad styre regeringen, fordi den nuværende statsminister mangler politisk autoritet, og fordi regeringen og dens ministre dybest ikke længere ved, hvad de vil – ud over at klæbe til taburetterne og sidde lunt på bagsædet af ministerbilerne.

Derfor er der mere end nogensinde brug for et opgør med Dansk Folkepartis indflydelse i dansk politik.

 

 

 

 

 

Danskerne producerer mindre og er mindre effektive end tidligere, fremgår det i en ny analyse af Danmarks produktivitet. Det skyldes regeringens uddannelsespolitik, mener Socialdemokraterne.

- Den faldende produktivitet skyldes et kollaps i regeringens uddannelsespolitik, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen.

Henrik Sass Larsen afviser, at det er efterlønnen og pensionsalderen, der skal røres ved for at ændre på udviklingen.

- Regeringens uddannelsespolitik er totalt kollapset. Frafaldet er næsten 50 procent på for eksempel erhvervsuddannelserne. Hvis Danmark skal blive ved med at være et rigt land, kan vi ikke sende så stor en del af de unge ud på arbejdsmarkedet uden kompetencer, siger Henrik Sass Larsen.

Han peger på uddannelse som nøglen til Danmarks rigdom.

 

- Nogle af de borgerlige vil anbefale, at vi skal konkurrere på lønnen med den øvrige verden. Det går mest ud på, at dem med de dårligste lønninger skal have endnu mindre i løn, mens dem med de højeste lønninger skal have skattelettelser, siger Henrik Sass Larsen.

 
 
 
 
 

De frivillige organisationer oplever i år stigende efterspørgsel efter julehjælpepakker fra fattige familier. Samtidig viser tal fra AE-rådet, at antallet af børn, der lever i fattigdom, er vokset med 40 procent under denne regering.

- Det er beskæmmende, at vi i dagens Danmark ser fattige familier uden råd til julegaver og fest som i andre familier. Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann siger, at hun ikke vil diskutere fattigdom i kroner og øre, men når vi kan se et stigende antal fattige familier, der ikke har penge til at fejre jul, er det på tide, at ministeren tager sit ansvar alvorligt. Karen Ellemann er også minister for de fattige børn, siger Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen kalder nu indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) i samråd om det stigende antal fattige familier, der efterspørger julehjælpepakker.

- Jeg vil gerne høre ministerens svar på, om det stigende antal nødlidende familier uden råd til jul kan relateres til de lave sociale ydelser som starthjælp og kontanthjælpsloftet. Vi har dokumentation for, at de lave ydelser medfører ganske alvorlige afsavn for børnene. Fattigdommen skal bekæmpes, og VKO må i arbejdstøjet, siger Mette Frederiksen.

 

 

 


 

Flere og flere danskere vil blive ramt af kræft i de kommende år, viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse. I 2022 vil der være 23 procent flere kræftsyge end i dag. Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, efterlyser en forstærket indsats fra regeringens side.

- Tallene skal tages alvorligt, ellers svigter regeringen den danske befolkning, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Socialdemokraterne har foreslået at hæve tobaksafgifterne, så en pakke cigaretter kommer til at koste 43 kroner, hvilket også er blevet anbefalet af regeringens eksperter fra Forebyggelseskommissionen. Pengene fra de øgede skatter skal bruges til at bekæmpe bl.a. kræft.

- Socialdemokraterne vil ikke sidde på hænderne, når et stigende antal danske familier rammes af sygdom og tidlig død. Vi har som politikere ansvar for at forebygge sygdom og tidlig død og sikre, at der fremover er finansiering til en ordentlig kræftbehandling. Det ansvar mener jeg ikke, at sundhedsministeren tager alvorligt. Kræft kan forebygges, men det kræver, at politikerne viser mod, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hvis prisen på cigaretter hæves til 43 kroner for en pakke med 20 stk., vil man ifølge regeringens Forebyggelseskommission kunne vinde mellem 7.000 og 23.000 leveår de første 10 år, efter at afgifterne er gennemført. Samtidig vil færre unge begynde at ryge, og middellevetiden blive længere.

 
Redaktør: Henrik Sass Larsen, Socialdemokraterne, nyhedsbrev uge 48 - 2009, Nr. 34
Ønsker du at afmelde dette nyhedsbrev? - Afmeld her

Bookmark and Share