

Udsigten til et bredt forlig om fremtidens energipolitik blev torsdag eftermiddag forringet, da Venstre sammen med Konservative og Dansk Folkeparti forlod forhandlingerne efter blot 16 minutter.
- Der er gået storpolitik og strategi i den fra Venstres side, mener Socialdemokraternes klima- og energiordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil.
- Hensynet til den grønne omstilling burde veje tungere end det politiske spil, og jeg kan ærlig talt godt forstå de Venstre-borgmestre, der er sure over partiets ageren på Christiansborg. Hvis vi fulgte Venstres linje i det her, ville det betyde, at en masse grønne arbejdspladser ikke bliver til noget, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Forhandlingerne handler om en energiaftale, der vil gøre Danmark uafhængig af olie, kul og gas i år 2050 og samtidig få halvdelen af landets energiforsyning dækket af vindkraft om otte år. Regeringen har forsøgt at imødekomme Venstre i forhandlingerne ved at barbere cirka en milliard kroner af udgifterne i sit oprindelige udspil, så udgifterne lander på 4,6 milliarder kroner. Venstre fastholder, at udgifterne skal ned på tre milliarder af hensyn til dansk erhvervsliv.
Dansk Erhverv er dog positive over regeringens energiudspil, som organisationen kalder både "spiseligt" og "pragmatisk".
|
Målet med den kommende skattereform er, at det skal kunne betale sig at arbejde for helt almindelige hårdtarbejdende danskere.
Ham, der står op midt om natten for at salte veje om vinteren. Hende, der scanner vores indkøbsvarer i brugsen. Eller ham, der sidder bag rattet i bussen og bogstavelig talt får hjulene til at dreje rundt. Det er deres tur til at få en anerkendelse, siger Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen.
Thomas Jensen slår dermed fast, at den kommende skattereform ikke handler om overførselsindkomster, men om at sænke skatten på arbejde, sådan at de, der overvejer at søge arbejde, får mere ud af det.
- Det skal kunne betale sig at få et arbejde, og så skal det være mere attraktivt at tage en ekstra vagt. Det får vi brug for, at flere danskere gør fremover, men det kan kun lykkes, hvis det rent faktisk kan betale sig for den enkelte, siger Thomas Jensen.
Regeringen har endnu ikke lagt sig fast på en endelig model for en kommende skatteomlægning. Men Thomas Jensen oplyser, at man forventer at kunne præsentere et samlet udspil til en skattereform senere på året.
|
Når trængselsringen gennemføres i sommeren 2014, vil passagerer i S-tog, regionaltog, metro og S-busser opleve, at der bliver flere siddepladser og hyppigere afgange.
- Vi har det mål, at alle – både nye og gamle passagerer – vil mærke, at både komforten og kapaciteten bliver bedre end i dag, siger Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn.
Lovforslaget om trængselsringen fremlægges om kort tid af transportminister Henrik Dam Kristensen. Baggrunden er de stigende trængselsproblemer i trafikken i hovedstadsområdet.
Trængsel og køer i trafikken betyder, at der hver dag spildes mere end 100.000 timer i hovedstadsområdet – det svarer til et samfundsøkonomisk tab på seks til otte milliarder kroner om året. Når trængselsringen er indført, vil bilisterne samlet set spare op til 15.600 timer om dagen – det svarer til 2.000 fuldtidsansatte, der ikke længere skal bruge arbejdstiden på at holde i kø.
Samtidig vil trængselsringen medvirke til at øge hastigheden på hovedstadens motorvejsstrækninger, hvor den på flere strækninger i dag ligger på under 40 kilometer i timen i mere end en time om dagen. Det vurderes, at en trængselsring om København giver bedre tidsforbedringer, end når man anlægger en motorvej.
|
|
- Af gruppeformand Mogens Jensen
Da Venstre i går forlod energiforhandlingerne efter bare 16 minutter, var det en ren proforma-forestilling. Venstres udvandring var en nøje koordineret aktion, som på forhånd var varslet til medierne. De mødte slet ikke op for at forhandle, men alene for at komme i fjernsynet.
Jeg er forarget over dette absurde oppositionsteater.
Venstre har ikke bestilt andet end at fremsætte ultimative krav i energiforhandlingerne.
Regeringen lagde oprindeligt op til en energiplan til 5,6 milliarder kroner, men kort før torsdagens forhandlinger barberede regeringen en rund milliard af planen for at komme oppositionen i møde. Denne udstrakte hånd fra regeringen synes Venstre åbenbart ikke det var værd at bruge tid på. Efter 16 minutter synes de, det var vigtigere at komme i fjernsynet end at indgå et bredt forlig til gavn for klimaet, energisektoren og dansk erhvervsliv.
Jeg kan godt forstå, at Venstre-borgmestrene i Jylland er rasende over Venstres kompromisløshed. Og jeg kan også godt forstå Venstre-folkene, når de nu kræver, at Lars Løkke Rasmussen omgående skal forlade sin hængekøje. For som selv en Venstre-borgmester udtrykker det, så koster Venstres surmuleri og ultimative krav i energiforhandlingerne danske arbejdspladser.
For 4,6 milliarder kroner har vi en unik mulighed for at gøre Danmark uafhængig af fossile brændstoffer i 2050 og samtidig få over halvdelen af landets energiforsyning dækket af vindkraft om otte år. Blandt andet skal der bygges to nye havvindmølleparker – én mere end i VK-regeringens oplæg. Det vil give mange danske arbejdspladser, sandsynligvis i Vestjylland.
Det er der god fornuft i. Det synes dansk erhvervsliv også. Blandt andre Dansk Erhverv støtter regeringens reviderede udspil, ligesom de roser regeringen for en pragmatisk indstilling i forhandlingerne.
Og helt ærlig, det, der skiller regeringen og oppositionen, er en ekstraregning for en familie i et almindeligt parcelhus på bare 38 kroner om måneden. Det burde være værd at forhandle om i mere end 16 minutter. Danmarks energipolitik og de mange arbejdspladser, der ligger i energiaftalen, er simpelthen ikke tjent med et uansvarligt og absurd oppositionsteater.
|