Spidsen
Af Henrik Sass Larsen, politisk ordfører
Hvordan kan det være, at nogle politikere konstant finder en indre glæde ved at skabe usikkerhed om efterlønnen?
Jeg tror, at svaret er enkelt: De bryder sig dybest set ikke om ordningen.
Senest har en stribe folketingsmedlemmer fra Venstre skabt fornyet usikkerhed med krav om forringelser.
Jeg kan ikke sige det tydeligt nok:
Jeg synes, at det er en fremragende ordning, der sikrer, at hårdtarbejdende og ofte nedslidte lønmodtagere kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet efter et langt arbejdsliv.
Lidt facts, som mange har glemt:
• De fleste efterlønnere kommer fra de a-kasser, der har flest ufaglærte og kortuddannede
• Der er større dødelighed blandt efterlønnere, hvilket viser, at deres helbred er ringere end andre i samme aldersgruppe.
Historieløsheden kender tilsyneladende heller ingen grænser:
Både politiske modstandere og medier har åbenbart glemt, at vi tilbage i 2006 lavede en stor velfærdsreform, der betyder, at folk bliver længere tid på arbejdsmarkedet, når den gennemsnitlige levetid stiger.
Den aftale står vi ved. Og derfor afviser vi ethvert angreb fra politiske modstandere, der nu vil forringe ordningen. Det kommer ikke til at ske med os.
Og så er det bare jeg spørger:
Hvorfor kan statsministeren ikke bare garantere, at han IKKE i næste valgperiode vil indkalde til forhandlinger forringelser af efterlønnen?
Svaret er i sin gribende enkelthed, at både han og de konservative i deres inderste sjæl gerne vil pille ved ordningen, men ikke tør sige det højt.
Derfor kommer der uautoriserede udtalelser fra frustrerede V-folketingsmedlemmer, der siger højt, hvad mange borgerlige vil gøre ved efterlønnen.
Og nå ja – det er åbenbart fra børn og menige V-folketingsmedlemmer, at vi skal høre sandheden …
|